Udlev din feriefantasi på Kuramathi Island

Den drømmelignende ø Kuramathi Island ligger i den nordlige del af den nordlige Ari atol, og er en af de største øer i hele atollen. Her er der højt til loftet og altid plads til både afslapning og sjove aktiviteter. Øen huser det fantastiske resort Kuramathi Maldives, hvor du bliver opvartet døgnet rundt af det venlige og gæstfri personale. En rejse til Kuramathi Island byder på gode snorkel- og dykkermuligheder, romantiske gåture på de paradisiske strande og børnevenlige faciliteter.
Billeder fra Kuramathi Island
5 gode grunde til at besøge Kuramathi Island
  • Vidde sandstrande med krystalklart vand
  • Gode dykker- og snorkelmulighed tæt på
  • Stort resort med mange faciliteter
  • Børnevenligt hotel med bl.a. børneklub
  • Tæt på lokal kultur
Hvorfor rejse til Kuramathi Island?

Kuramathi Island er det perfekte tilflugtssted for enhver, der søger en totalt afslappet ferie uden vilde fester, høj musik og støjende børneunderholdning. Her kan du læne dig tilbage og nyde roen med en iskold drink i hånden uden nogle bekymringer. Resortet Kuramathi Maldives breder sig over næsten hele øen, og er derfor også udbyder af en lang række forskellige aktiviteter og faciliteter. Resortet blev bygget for over 40 år siden, og sidenhen er de 360 villaer blevet totalrenoveret to gange.

Med sin fabelagtige beliggenhed tæt på Maldivernes internationale lufthavn i Malé er det nemt at komme til Kuramathi Island, og du kan derfor roligt vælge denne ø som din destination, uanset hvem du rejser med.

Hvornår skal du besøge Kuramathi Island?

Uanset hvornår du planlægger at besøge Kuramathi Island, vil du opleve fantastisk vejr. Øen ligger meget tæt på ækvator, og der er derfor omkring 27-30°C året rundt. Mellem april og oktober regner det dog ofte. I oktober og november samles der en del plankton i vandet ud for kysten, hvilket kan gøre vandet en smule uklart somme steder. Det bedste tidspunkt at besøge øen på er derfor mellem november og april, hvor du får de bedste forudsætninger for en solrig badeferie.

Fantastiske strande

Med sit kridhvide sand, der føles så blødt som pudder, og det azurblå vand, der strækker sig så langt øjet rækker, er strandene på Kuramathi Island i toppen på listen over alle strande i den nordlige Ari atol. På den sydlige side af øen finder du størstedelen af resortets boliger, og der er her også vindstille og de bedste forudsætninger for badning. For at mindske bølger og vind på stranden, har hotellet opsat bølgebrydere lidt væk fra kysten, der dog kan ødelægge udsigten en smule. 

På den nordlige side af øen finder du landingspladsen for vandflyvere, hvilket kan medføre en smule støj. Der er også en del mere vind her og ingen bølgebrydere, der kan tage de værste bølger. Det bedste stykke sand på øen er dog den vestlige spids, hvor en lang sandtunge strækker sig ud i det klare vand. Her kan du uden problemer slappe af langt fra andre rejsende.

Aktiviteter

Når du besøger Maldiverne, må du naturligvis ikke gå glip af en tur i de smukke, azurblå bølger. Kuramathi Island har også et rigtig godt koralrev, der omslutter stort set hele øen, og det krystalklare vand er perfekt til en gang snorkling. 

Ønsker du at komme ud på dybere vand, kan du arrangere en udflugt i samarbejde med hotellet, uanset om det er snorkling eller dykning. Længere ude er der mulighed for at møde større marinedyr som havskildpadder, revhajer, djævlerokker og mere. Hvis du gerne vil på udflugt uden børn, kan de hygge sig dagen lang i hotellets børneklub, hvor de kan nyde den smukke ø med børn fra hele verden.

Foretrækker du at blive på land, har du på hotellet adgang til et stort udvalg af forskellige faciliteter, blandt andet et fitnesscenter, en tennisbane, et utal af vandsport, et hyggeligt bibliotek, en cigarklub og meget mere.

Seværdigheder i nærheden

Selvom der er masser at tage sig til på selve Kuramathi Island, er der naturligvis også et væld af forskellige aktiviteter uden for øen. Du kan blandt andet besøge den naturlige atol Rasdhoos hovedø, der også hedder Rasdhoo. Her finder du et fint lille udvalg af forskellige butikker og restauranter, og især souvenirbutikker med håndlavede souvenirs er udbredte.

Hver dag kommer en traditionel båd kaldet en dhoni forbi Kuramathi Island og samler rejsende op, der ønsker at opleve det hyggelige lille lokalsamfund på øen Toddu, der ligger nord for Kuramathi Island. Toddu er kendt for sin tilbagelænede ø-livsstil, hvor de lokale stadig lever af traditionelle erhverv som fiskeri og landbrug af frugttræer.

Mad og drikke

Uanset hvad du har lyst til, er du helt sikker på at kunne få det på denne ø. Kuramathi Maldives har nemlig intet mindre end 3 forskellige buffetrestauranter med både morgen-, middags- og aftensmad og hele 9 forskellige a la carte-restauranter, hvor du kan få mad fra hele verden. Indisk, thailandsk, italiensk, traditionelt maldivisk og mere venter her. Du kan naturligvis også få en stor bøf eller en sprød pizza. Er du gæst på hotellet, kan du også tilkøbe all inclusive, så du aldrig skal bekymre dig om at skulle have pungen frem ved måltider.

I løbet af dagen kan du nyde en kop kaffe og en kage i hotellets kaffebar, eller få en iskold drink på en af de 6 barer, der er spredt rundt på øen. Her kan du også om aftenen nyde en hyggelig aften med liveunderholdning, filmaftener og meget mere.

Shopping

Hvis du står og skulle mangle noget på din ferie, kan du glæde dig over, at der på øen er et lille udvalg af butikker, hvor du kan købe de helt basale nødvendigheder som tandpasta og snacks, men også ting som badetøj og andet. Ønsker du dog at købe lokale souvenirs, kan det være en god idé at besøge naboøen Rasdhoo, hvor du finder flere forskellige souvenirbutikker og boder med lokalt håndværk, smykker, sjove souvenirs og andet.

Hvordan kommer du rundt?

Kuramathi Island er så lille, at der ikke er nogen grund til at have egne køretøjer. Med en længde på under 2 kilometer, kan du nemt og hurtigt gå fra den ene ende til den anden. Skulle du dog af den ene eller anden grund ikke ville eller have mulighed for at gå selv, kan du gøre brug af resortets buggy, der hurtigt kan fragte dig lige hvorhen på øen du ønsker.

Hvordan kommer du til Kuramathi Island?

Maldiverne har kun en enkelt international lufthavn, der ligger i hovedstaden Malé. Herfra har du flere muligheder for at komme til Kuramathi Island. Den klart hurtigste, men også dyreste, måde er med vandflyver, der flyver direkte ud til resortets egen lille mole. Det tager kun cirka 20 minutter, og turen over det azurblå hav, de frodige øer og skinnende hvide sandbanker er et uforglemmeligt syn. Hvis du vil spare lidt penge, kan du også tage en speedbåd, der ligeledes går direkte til resortet. Denne tur tager dog halvanden time.

background graphic