Romantisk ø-idyl på den eventyrlige Koh Ngai

Hvis du søger en paradisisk drømmedestination, hvor du kan slappe af på en lang bountystrand med hvidt sand og azurblåt vand så langt øjet rækker, er Koh Ngai lige øen for dig. Med en håndfuld hoteller, drømmelignende strande og uendelig utæmmet jungle er denne ø det perfekte feriemål for dig, der søger en rejse, hvor du kan overgive dig fuldstændig til ferieånden! Koh Ngai er en lille ø del af Koh Lantas nationalpark og er stadig en hemmelig paradisø for dem, der leder efter ro, afslapning og vende tilbage til naturen. Koh Ngai er en del af Trang kysten, og er en lille perle på kun 4 km x 2 km. Smukke bjerge, dækket af jungle, og med flotte hvide sandstrande. Naturleskeren kan finde firben, aber og mange farverige fugle. Der er ingen veje, biler, motrcykler, eller lignende. Til gengæld er der fred og ro, en fantatisk natur, paradis er her!
Billeder fra Koh Ngai
Hvorfor rejse til Koh Ngai?

Koh Ngai, der udtales Koh Hai og derfor også sommetider staves sådan, er en af Thailands mest romantiske øer. Øen er en lille 4 kilometer lang og 2 kilometer bred ø i det sydvestlige Thailand lige ud for kysten ved Trang-provinsen. Koh Ngai er en del af Trang øgruppen, og ligger blandt populære ferieøer som Koh Kradan og Koh Mook. På trods af dette har den alligevel formået at forblive en stille og afsides feriedestination der er perfekt til dem, der søger en afslappet ferie på en smuk sandstrand med intet andet end sol, sand og vand! Det eneste du kan høre på den stille ø er lyden af rolige bølgeskvulp, fuglene i junglens trætoppe og en fjern motorbåd på vej mod spændende øer.


Koh Ngai egner sig specielt godt til en romantisk rejse med din partner eller en rolig familierejse langt fra store resorts. Selvom backpackers kan søge herhen, hvis de trænger til en pause fra vilde fester, er der ikke meget at tage sig til, og især ikke for solorejsende.

Hvornår skal du besøge Koh Ngai?

Som de fleste andre øer i Andamanhavet i det sydvestlige Thailand er det bedst at rejse til Koh Ngai i vinterhalvåret. Mellem november og april er vejret ideelt til en strandferie, hvor temperaturen er behagelig i løbet af dagen og en anelse køligere om natten, så det er muligt at sove. Der er lav luftfugtighed og meget få regnvejrsdage. Der går også regelmæssigt både til og fra øen, hvilket gør det nemt at komme hertil.


I sommerhalvåret er det monsunsæson i det sydlige Thailand, og der er derfor ofte meget regn og kraftig vind. Der er derfor sjældent mange turister på øen, hvilket også kan betyde, at nogle hoteller holder lukket. Bådfarten til og fra øen kan også være uregelmæssig, og hvis vinden er meget kraftig, kan den helt ophøre. Det er derfor anbefalet at besøge den smukke ø i højsæsonen mellem november og april.

Unikke strande

Koh Ngai er bedst kendt for sine fortryllende strande, der har tiltrukket flere hoteller og andre faciliteter. Strandene på øen kendetegnes ved det kridhvide sand og azurblå vand, der ligner noget taget direkte ud af et rejsemagasin. På østkysten finder du den 2,5 kilometer lange Main Beach, der også sommetider kaldes Koh Ngai Beach. Her finder du størstedelen af hotellerne på øen, og det er derfor også øens mest populære strand. Selv i højsæsonen er stranden dog meget afslappet. Søger du noget mere afsides, kan du besøge Mung Bay Beach eller Paradise Beach på øens sydlige kyst, der kun er tilgængelige via båd eller en længere vandretur gennem junglen.

Det skal du opleve

Når du besøger Koh Ngai kan du forvente at tilbringe en del tid på stranden i det bløde sand eller det klare vand. Her er der nemlig ikke meget at tage sig til udover at slappe af og nyde det fantastiske vejr og de rolige omgivelser.


Hvis du alligevel gerne vil røre dig lidt på din ferie, har du mulighed for at udforske den vilde og frodige jungle, der dækker det meste af øen. Fra Main Beach kan du for eksempel gå ad stien mod sydvest, der fører til den isolerede strand Paradise Beach. Herfra kan du fortsætte længere mod sydvest, indtil du rammer øens sydligste punkt. Her finder du et udsigtspunkt, hvor du får en helt fantastisk udsigt over øen og det omkringliggende hav, der er fyldt med utallige kalkstensklipper.

Snorkling og de bedste dykkerdestinationer

Udover at slappe af på de smukke strande, har du faktisk også mulighed for at udforske det spændende vand med snorkel og dykkerbriller. Vandet omkring Koh Ngai er nemlig fyldt med tropiske fisk i alverdens farver, der holder til blandt de mange farverige koraller.


På Main Beach finder du en håndfuld forskellige dykkerskoler, der også kan hjælpe dig med at tage dykkercertifikat eller finde de bedste steder til et uforglemmeligt dyk. Crocodile Rock ligger syd for Koh Ngai, og du kan her møde fredelige revhajer, store havskildpadder, klovnefisk og mange flere forskellige slags havdyr. Dykkerskolerne tilbyder også ture til de bedste dykkerdestinationer i nærheden. Du kan blandt andet besøge Koh Waen, der er de lokales yndlingsdykkersted, eller Koh Rok, der er kendt for sit store og smukke koralrev.

Hvordan kommer du rundt?

På Koh Ngai er der ikke nogen veje udover små grusstier, og det er derfor ikke muligt at køre rundt i bil eller på scooter. For at komme rundt, skal du derfor gå, hvilket ofte ikke er noget problem, da øen er så lille. Nogle vælger også at leje en kajak til hele deres ferie, så de nemt og hurtigt kan padle til de forskellige strande på øen.

Hvordan kommer du til Koh Ngai?

På trods af sin lille størrelse, er det faktisk nemt at komme til Koh Ngai. Selvom øen officielt hører til Krabi-provinsen, ligger den lige ud for Trangs kyst, og det er derfor nemmest at komme til øen herfra. Du skal derfor blot flyve til Trang, tage en bus eller taxa til Pak Meng-molen og tage en færge eller båd, der sejler direkte til Koh Ngai.


Kommer du dog fra en af de andre øer i Andamanhavet, er det også nemt at komme til øen. På øer som Koh Lanta, Koh Mook og Koh Kradan finder du altid en båd, der i højsæsonen dagligt er klar til at tage dig til Koh Ngai. Her kan du blot læne dig tilbage og nyde den rolige tur, hvorefter du bliver sat af direkte på Main Beach.

Mad og drikke

Koh Ngai skiller sig ud fra andre thailandske ferieøer på flere måder, men det er især tydeligt, når man skal til at finde frokost eller aftensmad. Der er nemlig stort set ikke nogen uafhængige restauranter på øen, og de fleste spisesteder ligger på hotellerne her. Af denne grund er priserne for mad og drikke også en del højere end de fleste andre steder i Thailand. På de fleste restauranter kan du både få autentiske thairetter som pad thai, tom yum og som tam og mere vestlige retter som sandwiches, burger og pizza. Det bedste ved Koh Ngais restauranter er dog, at størstedelen har en helt fantastisk udsigt til vandet, og du kan derfor nyde dit måltid mens du nyder synet af det skinnende vand.

Shopping

Hvis du planlægger at bruge flere dage på Koh Ngai, kan det være en fordel selv at medbringe alle de ting, du måtte få brug for. Øen har nemlig ikke nogen butikker udover de små kiosker, som du finder på nogle hoteller. Hvis du står og mangler noget til din ferie, kan det derfor være svært at få fat i på øen eller meget dyrt. Det kan især være en god idé at medbringe en masse vand, da det kan være dyrt at købe vand på flaske på øen. Hvis du er interesseret i en stor shoppetur på din ferie, er du nødt til at tage til en af de større naboøer som Koh Lanta eller Koh Mook.

Destinationer i området

Trænger du til lidt spænding på din ferie på Koh Ngai, har du heldigvis mulighed for at besøge nogle af de spændende destinationer, der ligger rundt omkring øen. Det største højdepunkt er en tur til Emerald Cave på Koh Mook, der ligger en kort sejltur væk. Emerald Cave er en skjult lagune omgivet af klipper i junglen og er kun tilgængelig fra vandet, hvor du skal svømme eller sejle i kajak gennem en grotte for at komme ind. Du kan nemt booke en tur til lagunen, hvor en turguide hjælper dig med at planlægge det bedste tidspunkt, eftersom lagunen kun er tilgængelig ved lavvande.


En populær aktivitet er at tage på ”Four Island Tour”, hvor du besøger fire af de smukkeste øer tæt på Koh Ngai, hvor du også kommer forbi Emerald Cave. På turen er der fokus på snorkling, og du kommer blandt andet forbi Koh Ma og Koh Kradan, der er kendt for at have et fantastisk undervandsliv fyldt med tropiske fisk og store koralrev.

background graphic